Du kan få større kontrol med, hvordan et videoklip flyder ind i det næste, ved at bruge præcisionsværktøjet.
Præcisionsværktøjet er et redigeringsværktøj, som giver dig mulighed for at ændre det punkt, hvor et klip overgår til det næste, så du kan tilpasse eller udvide billeder i enden af et klip og begyndelsen af det næste klip i den samme forstørrelse. I præcisionsværktøjet kan du se klippet på begge sider af en overgang, og du kan se og arbejde med de ubrugte billeder i begge klip. Når du foretager ændringer, kan du med det samme se, hvordan de påvirker overgangen fra det ene klip til det næste.
Præcisionsværktøjet giver dig også mulighed for at flytte og tilpasse andre projektelementer, inklusive overgange indsat mellem klip, lydeffekter, titler, kapitel- og kommentarmærker, dækbilleder, billede-i-billede-klip, klip anbragt side om side (delt skærm) og klip med grøn og blå skærm – alt sammen i den samme forstørrelse.
Du redigerer overgangspunktet mellem to klip på følgende måde:
-
I projektbrowseren skal du flytte markøren over et klip og derefter vælge Præcisionsværktøj på lokalmenuen Handling (ligner et tandhjul).
Eller dobbeltklik på mellemrummet mellem to klip uden en overgangseffekt.
Præcisionsværktøjet åbner. Nederst vises det klip, du startede fra (A nedenfor), og øverst vises det foregående klip (B nedenfor). Det kan også vise klippene på begge sider af det mellemrum, du klikkede på.
Overgangspunktet mellem de to klip er repræsenteret af en lodret blå streg (C nedenfor). Billederne uden skygger på hver side af stregen er den video, der afspilles før og efter overgangspunktet (A og B nedenfor). Billederne med skygger er video, som du ikke har brugt i projektet (D nedenfor).
-
Du ændrer overgangspunktets placering på en af følgende måder:
-
Rediger billedet før overgangspunktet: Flyt markøren over klippet i den øverste del af Præcisionsværktøjet på en af siderne af den lodrette blå streg. Fremviseren afspiller videoen, mens du bevæger markøren. Klik, når du ser det billede, hvor overgangen skal starte. Klippet i Præcisionsværktøjet flyttes, så det billede, du klikkede på, er ved det “klippepunkt”, hvor det ene klip slutter, og det næste begynder. Denne handling forlænger eller forkorter klippet, afhængigt af hvor du anbringer det nye klippepunkt.
Du kan også trække klippet og stoppe, når fremviseren viser det billede, der skal være ved klippepunktet.
-
Rediger billedet efter overgangspunktet: Flyt markøren over klippet i den nederste del af Præcisionsværktøjet på en af siderne af den lodrette blå streg. Fremviseren afspiller videoen, mens du bevæger markøren. Klik, når du ser det billede, der skal være efter overgangen. Klippet i Præcisionsværktøjet flyttes, så det billede, du klikkede på, er ved det “klippepunkt”, hvor det ene klip slutter, og det næste begynder. Denne handling forlænger eller forkorter klippet, afhængigt af hvor du anbringer det nye klippepunkt.
Du kan også trække klippet og stoppe, når fremviseren viser det billede, der skal være ved klippepunktet.
-
Anbring overgangspunktet mellem to klip et andet sted: Træk overgangspunktets håndtag (den blå prik på den lodrette blå streg) til venstre eller højre. På den måde tilpasses billeder fra et klip på den ene side af overgangen, mens klippet forlænges på den anden side. Projektets samlede varighed ændres ikke.
Når du flytter et overgangspunkt, vises slutpunktet på klippet før overgangen i fremviseren. Du kan få fremviseren til i stedet at vise startpunktet på klippet efter overgangen ved at holde Alternativtasten nede, når du trækker overgangspunktets håndtag.
-
-
Du kan altid se et eksempel på dit arbejde ved at flytte markøren til den vandrette grå skillelinje mellem de øverste og nederste klip. Afspilningsmærket (den røde lodrette streg) skal være til venstre for den blå overgangsstreg.
Skim overgangen ved at flytte markøren langs skillelinjen, og afspil den ved at trykke på mellemrumstasten. Tryk på mellemrumstasten igen for at standse afspilning.
Du kan også skimme et element i Præcisionsværktøjet, f.eks. den ubrugte del af et klip, ved at flytte markøren til elementet.
Klik på OK i det øverste højre hjørne af Præcisionsværktøjet.
Du redigerer en overgang mellem to klip på følgende måde:
Når du redigerer eller flytter rundt på en overgang bliver billederne i det ene klip beskåret, mens det andet klip forlænges.
-
I projektbrowseren skal du flytte markøren til et overgangssymbol og derefter vælge Præcisionsværktøjet på lokalmenuen Handling (ligner et tandhjul), der vises ved siden af det.
Præcisionsværktøjet åbner. Den øverste del viser klippet før overgangen og den nederste del viser klippet efter den.
Selve overgangen, som repræsenteres af et vandret blåt bånd, vises mellem de to lodrette blå streger.
-
Gør et af følgende:
-
Du udvider eller forkorter overgangen på følgende måde: Anbring markøren på en af enderne af det vandrette blå bånd, som vises nedenfor, og træk til højre eller venstre.
Hvis du ikke kan forlænge en overgang, betyder det, at der ikke er nogen tilgængelige ubrugte videobilleder i slutningen af det klip, du arbejder med.
Du flytter på overgangen uden at ændre dens længde på følgende måde: Anbring markøren på det vandrette blå bånd, indtil den bliver til en hånd, og træk derefter til højre eller venstre. Du kan også nøjes med at trække videoklippet før eller efter overgangen for at ændre, hvor den starter og slutter.
-
-
Du kan altid se et eksempel på dit arbejde ved at flytte markøren til den vandrette grå skillelinje mellem de øverste og nederste klip. Afspilningsmærket (den røde lodrette streg) skal være til venstre for overgangen.
Skim overgangen ved at flytte markøren langs skillelinjen, og afspil den ved at trykke på mellemrumstasten. Tryk på mellemrumstasten igen for at standse afspilning.
Du kan også skimme et element i Præcisionsværktøjet, f.eks. den ubrugte del af et klip, ved at flytte markøren til elementet.
Klik på OK i det øverste højre hjørne af Præcisionsværktøjet.
Du redigerer andre projektelementer vha. Præcisionsværktøjet på følgende måde:
-
Når Præcisionsværktøjet er åbent, skal du klikke på knappen Ekstra øverst.
Over og under klippene vises der farvede bånd, som repræsenterer lydeffekter, titler, kapitel- og kommentarmærker, dækbilleder, billede-i-billede-klip og klip med blå og grøn skærm, som du har føjet til projektet.
Træk et element fra midten for at flytte det, eller træk en af enderne for at afkorte eller forlænge det (hvis du ikke kan ændre længden på nogle elementer).
Du kan også bruge Præcisionsværktøjet til at strække lyden fra et klip, så den overlapper det næste klip.