I iMovie kan du markere videooptagelser, så du kan finde og sortere dem senere, på tre måder. Markering af video kan gøre det hurtigere at oprette projekter, fordi det gør det lettere at finde de optagelser, du skal bruge.
Markere video som “favorit” eller “afvist”: I de fleste tilfælde indeholder dine begivenheder (kildevideo) både optagelser, som du vil bruge i projekter, og optagelser, som du aldrig vil bruge i et projekt. Du kan markere klip i din kildevideo som “favorit” eller “afvist”, når du skimmer videoen. Når du senere opretter et projekt, kan du i begivenhedsbrowseren sortere, så du kun ser den video, der er markeret som “favorit”.
-
Markere video med nøgleord: Når du markerer dine begivenheder med nøgleord, bliver det lettere for dig at holde dit videobibliotek organiseret, og det bliver lettere for dig at finde bestemte optagelser. Du kan f.eks. markere alle dine optagelser af landskaber fra din sidste ferie med ordet “landskab”, og du kan derefter senere, når du opretter et projekt med din ferie, let finde alle dine landskabsoptagelser.
Du kan tilføje alle kombinationer af nøgleord til alle klip, så du kan sortere vha. meget specifikke parametre. Du kan f.eks. markere nogle af dine optagelser med nøgleordet “landskab” og nogle med det ekstra nøgleord “træer”, og andre igen med det ekstra nøgleord “familie”. På den måde kan du finde de optagelser, hvor din familie optræder foran landskabet, de øjeblikke, hvor der kun er træer osv. Du markerer video med nøgleord i vinduet Nøgleord.
-
Tilføje kommentar- og kapitelmærker: Du kan markere valgt video i dit projekt med en kommentar, så du derefter hurtigt kan finde den ved at vælge kommentarmærket på en lokalmenu. Kommentarmærker virker kun i projektbrowseren.
Du kan også markere et videobillede i dit projekt med et kapitelmærke, så du derefter hurtigt kan finde det ved at vælge kapitelmærket på lokalmenuen med mærker.